`
Psykolog Niels Urup Nielsen
medlem af Dansk Psykolog Forening siden 1998
Vi kender alle til angst i en eller anden form. Det er vigtigt for os at kunne føle angst, når der er brug for det. Angsten beskytter os ved at sætte os i alarmberedskab, hvis vi udsættes for farer. Angst er ofte en naturlig og sund reaktion på farer, der truer os. Den sætter os i stand til at samle vor viden og kræfter til effektivt at møde farlige situationer.
Men angsten bliver et problem, når den kommer, uden at der er en situation, der er tilsvarende farlig. Hvis angsten gentagende gange kommer i situationer, som andre oplever som ufarlige, kan det være nødvendigt at tale med en psykolog, som kan hjælpe dig med at arbejde med din angst.
Nogle af de symptomer man oplever ved angstanfald er:
Hjertebanken – sveden - åndedrætsbesvær – kvælningsfornemmelse – rysten – mundtørhed – svimmelhed.
Man taler om angstens 4 komponenter, de er:
Angstfølelsen, tanker relateret til angsten, kropslige symptomer og undvigeadfærd.
Nogle af de mest almindelige angsttilstande kan kort betegnes sådan:
Panikangst er kendetegnet ved uventede og voldsomme angstanfald, der kan efterfølges af angst for angstanfaldene for, at de er tegn på alvorlig sygdom.
Socialangst, er kendetegnet ved angst for at være sammen med andre, angst for andres opmærksomhed og for at sige noget i forsamlinger.
Agorafobi, der er kendetegnet ved angst for aktiviteter uden for hjemmet, for at være i større menneskemængder og offentlige steder og transportmidler.
Sygdomsangst, kendetegnet ved, at men er bange for at fejle forskellige sygdemme.
Generaliseret angst, der er en mere vedvarende angst, over hverdagsbegivenheder og fremtidige hændelser, der er overdreven i forhold til virkeligheden.
Enkelt fobier, er kendetegnet ved stærk angst for noget bestemt afgrænset, f.eks. edderkopper, slanger, højder, elevatorer eller andet.
Hvordan arbejder jeg med angst?
Jeg bruger kognitiv adfærdsterapi til at bryde den onde cirkel af angstsymptomer. Du lærer at ændre dine tanker om de angstfremkaldende situationer og at lade være med at undgå de angstfremkaldende situationer.
Hvad kan jeg hjælpe med? Skriv her og så kontakter jeg dig. |